Konferencer
Her på siden annoncerer vi nordiske konferencer om sprog. Hvis du kender til en relevant konference, hører vi meget gerne fra dig. Skriv til sprogkoord@dsn.dk.
På denne side kan du læse om konferencer der afholdes i 2012 og resten af 2011. Læs også om afholdte konferencer i 2011 og afholdte konferencer i 2010.
Konferencer 2012
Klarspråkskonferansen 2012
Difi og Språkrådet i Norge afholder klarsprogskonference hvor blandt andet Statens klarspråkspris for 2011 skal uddeles. Konferencen henvender sig til ledere, kommunikationsarbejdere og alle som er engagerede i klarsprogsarbejde.
Arrangementet finder sted d. 14. februar på Hotel Bristol, Kristian IV's gate 7, Oslo fra 9 til 16. Der er tilmeldingsfrist d. 17. januar.
Du kan læse mere om konferencen her.
Vardagligt skriftbruk – igår, idag och imorgon
Netværket Vardagligt skriftbruk ved Umeå Universitet arrangerer i samarbejde med det nordiske projektReading and Writing from Below ved Helsingfors Universitet en konference om brugen af skriftsprog i hverdagen.
Konferencen finder sted 13. til 15. juni 2012 i Umeå. Formålet er at skildre den daglige brug af skriftsprog i de nordiske lande.
Du kan læse mere om konferencen her.
Euralex Norway 2012
Institut for lingvistiske og nordiske studier ved Oslo Universitet og det norske sprognævn arrangerer den 15. Euralexkonference om leksikografi.
Konferencen finder sted i Oslo d. 7.-11. august 2012. Fristen for at komme med indlæg er 15. november 2011.
Du kan læse mere om konferencen her.
Nordisk netværksmøde og sprogmøde, Oslo, Norge, 29.-31. august 2012
Den 29. august afholder Netværket for Sprognævnene i Norden sit årlige netværksmøde. Mødet er forbeholdt medlemmer af netværket.
Den 30. og 31. august 2012 afholder netværket sit årlige sprogmøde. Temaet er tekstning af film og tv. Mødet er åbent for alle, og det endelige program bliver uploadet på et senere tidspunkt.
Nordic Interdisciplinary Conference on Discourse and Interaction (NorDIsCo)
Konferencen NorDIsCo afholdes 21.-23. november 2012 i Linköping, Sverige. Det er anden gang konferencen løber af stablen.
Formålet med NorDIsCo er at samle ph.d.-studerende og forskere fra Norden og den baltiske region der undersøger diskurs og interaktion ud fra forskellige teoretiske perspektiver.
NorDIsCo 2012 er stadig ved at blive planlagt og mere information følger.
